Rør ved mig

Når man træder ind af døren hos Spinchy på Gammel Kongevej i København, kan man godt blive forført. Her er nøje udvalgte køkkenprodukter – overvejende maskiner, der står linet op i alle farver og modeller. Juicemaskine, kaffekværne, espressomaskiner, røremaskine, bamix (som er en stavblender, men det kalder, man den ikke) og butikken har også deres eget kaffebrand, hvor du naturligvis kan købe bønner, der kan kværnes til kaffe. Det er maskiner til forbrugeren, der godt vil betale lidt mere for det. Og maskiner, du lige så godt kunne sidde hjemme i sofaen og købe over nettet.

Hos Spinchy er man faktisk ligeglad med, om du køber noget i butikken. Spinchy er et brand hos Experisense, som er en handels- og agenturvirksomhed, der har agenturet på de forskellige køkkenbrands, der altså sælges fra Spinchy direkte til forbrugeren.

-        Du kan kalde os for en hybrid. Vi har både produkterne her og online. Du kan godt købe dem her, men vi forventer det ikke.  Butikken er ment som inspiration. Her kan forbrugerne komme ind og røre fysisk ved varen, se dem og opleve dem, inden de køber dem på nettet, fortæller web-og storemanager Signe Larsen.

Spinchy åbnede dørene 1. marts, og de vil få forbrugerne ind af døren bl.a. ved at holde events, hvor maskinerne kommer i brug. Holdet bag butikken, ser den som en sidevogn – en tilbygning til deres hjemmeside spinchy.com.

-        Vi gør det for at stimulere det samlede marked og udvikle det. Og målet er, at forbrugerne i Aarhus også får deres egen Spinchy-butik, lyder det fra Kenneth Hou Jensen, direktør for Experisense.

Oplevelser er hipt

Sidste år handlede danskerne for 111 milliarder kr. på nettet (tal fra Dansk Erhverv). Et online marked, der fortsat buldret frem, og som naturligvis ikke står af lyntoget, men vil gøre alt for at fastholde sin position på markedet. Men der er en modreaktion på vej, fortæller Janus Sandsgaard, Fagchef for IT og Digitalisering hos Dansk Erhverv.

-        Tager man til de hippe områder i fx Los Angeles og spørger, hvad der er hot her, så er det ”The Last Bookstore” (lastbookstorela.com). Altså en fysisk butik, på trods af, at man kan købe bøger online. Men vi ser et nyt marked, hvor forbrugerne også gerne vil opleve, forklarer Janus Sandsgaard.

Fx holder The Last Bookstore forskellige events, bl.a. små koncerter udover at sælge både brugte og nye bøger og musik. Samtidig kan du også bytte bøger eller donere dem.

Janus Sandsgaard kalder det nye marked for B2P – business-to-person i modsætning til de to gængse markeder B2B (handel mellem to virksomheder.) og B2C (hvor en virksomhed sælger direkte til en privat husstand, fx Matas, hvor du selv kan gå ned i deres mange butikker og købe deres produkter direkte.)

-        B2P handler i stedet om måden at kommunikere på til mig som person – uanset, om jeg er i jakkesæt eller joggingtøj. Det er et marked, der smelter sammen – hvor e-handel og den fysiske butik på en inspirerende og forførende måde får fat på forbrugerne. Og det er fx det Spinchy gør med deres fysiske butik og onlinesalg, siger Janus Sandsgaard.

Og forførelsens kunst forstår Spinchy. Duften af kaffe, den stringente udstilling, hvor ikke bare en enkelt juicemaskine er sat frem, men den samme i flere farver, klæder den - sandsynligvis madnørdede - forbruger bedre på til at træffe et valg.  En B2P-butik, som vi alt sandsynligt kommer til at se flere af i fremtiden.