Gider vi religion?

Prædiken af Ib Lauritsen, sogne- og hospitalspræst ved Præstevang Kirke i Hillerød, Nordsjællands Hospital Hillerød og Psykiatrisk Center Nordsjælland.

 

PRÆDIKEN

 

Gider vi det med religion?

Fører det overhovedet til andet en bøvl og ballade?

For ikke at sige vold og terror,

som vi efterhånden dagligt bliver vidner til gennem medierne.

Oldtids myter og overtro?

Vi har logiske forklaringer det på meste –

og hvad vi endnu i dag ikke ved, det finder vi ud af i morgen!

 

Er det ikke bare gammeldags og død-kedeligt at gå i kirke?

Enten får man en gardin-prædiken á la Johannes Døberen:

om skyld og skam, bod og anger, sæk og aske.

Eller lidt sentimental poesi om Jesus og kærligheden,

der tror alt håber alt og tilgiver alt.

Om at tilgive fjenderne, be’ for dem og vende den anden kind til

Som om der ikke var forskel på godt og ondt!

Er det ikke lidt naivt?!

 

Eller man får lidt af begge dele.

En præsts uforståelige tankespind

for at få tingene til at gå op i en højere énhed.

Uden at træde for meget ved siden af.

 

Hvad skal vi med det?!

Var vi ikke bedre tjent uden al den religion?

Er kirke og kristendom andet end lidt pynt på kagen

til jul og ved familiære begivenheder?

 

”Vi  spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke;

vi sang klagesange, og I sørgede ikke…”

 

Det er som at slå vand på en gås – det preller af.

Utidige børn, der ikke gider lege med.

Vi ke-eee-der os!

Om så man står på hovedet, gider de ikke.

Man vil lege fest – det gider de ikke.

Man vil synge klagesange – altså snakke alvor.

Det gider de i hvert fald slet ikke.

 

Vi er i splid med os selv og det dér med kirken.

Vi vil fornyelse og opbrud, men alt skal være som det plejer.

Vi vil liv, men vi vil ikke leve med.

Vi vil danse, og siger nej, når vi bliver budt op.

Men der skal to til tango.

Jamen jeg kender ikke trinene!

Så lær dem.

Se, hvad de andre mere øvede gør!

Slå op i salmebogen! Syng med!

Jeg kan ikke synge!

Så gør det alligevel.

Med sangstemmen – og med livet - er det,  som lægen siger,

når den aldrende krop værker:

”Use it or loose it”.

 

”Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke;

vi sang klagesange, og I sørgede ikke”

 

Hvad skal vi sammenligne denne tid med?

 

Der er for få deltagere og alt for mange tilskuere,

For megen kritik, for mange gratis kommentarer – for lidt medleven.

For mange, som råber på fornyelse:

Alle de gamle salmer, vi ikke forstår!

Men skal vi nu til at synge nye, på nye melodier, vi ikke kender?!

Det skal være på den gamle melodi!

Hvad skal man egentlig stille op?

 

En af mine gamle lærere sagde engang,

i en diskussion om folk og folkekirke:

”Der er folk, der er så dumme,

at jeg ikke engang vil kalde dem syndere.

For det skal der da et vist format til.”

 

Dumhed er i denne sammenhæng ikke mangel på intelligens.

Man kan godt være yderst klog og dum på én gang.

Det betyder det samme, som når børn siger om én,

at han eller hun er ”dum”.

Altså én, man ikke kan stille noget op med;

én, der ikke vil lege med.

Dumhed er intellektuel og åndelig dovenskab.

Den venlige, men ligegyldige velvilje,

som ikke vil tage ansvar.

Hverken kold eller varm, men lunken.

Hellere tilskuer end deltager.

 

Til Johannes Døberen, moralisten, asketen

og dommedagsprofeten lyder det:

”Det er jo urealistisk, fanatisk, overspændt snak.”

 

Så kommer Jesus, spiser og drikker – langt fra en asket.

Han fortæller om kærlighed, overbærenhed, tilgivelse.

Så hedder det pludselig:

”Der må da være ret og rimelighed, lov og orden.

Man ligger, som man har redt.

Noget for noget, øje for øje og tand for tand.

Ret skal være ret.

Der må da være forskel på Jørgen Hattemager

og Kong Salomon.

Han er vist en værre frådser og dranker, ham Jesus.”

 

Johannes er for skrap – Jesus er ikke skrap nok.

 

Johannes og Jesus repræsenterer to sider af samme sag:

kærligheden, som er livets dybeste mening.

På den ene side det ultimative, radikale krav;

der kræves uendeligt af mig:

at jeg giver mig selv til sidste blodsdråbe.

”Tænk, at livet koster livet!” synger vi i en ny salme.

På den anden side det modsatte:

at der intet kræves af mig,

jeg får alt foræret, tilgivet, skænket.

 

Selvmodsigende vrøvl?!

 

Nej, et spræl-levende, realistisk paradoks,

som sprænger magelighedens og snusfornuften:

ikke for meget og ikke for lidt.

Ikke satse alt på ét bræt.

Sørg altid for at holde en bagdør åben.

Så bliver man ikke skuffet.

Nej, men man bliver heller aldrig rigtig glad.

 

Det lyder underligt,

men middelmådighed er i virkeligheden en slags storhedsvanvid.

For skjult under forsigtigheden

ligger nemlig den vrangforestilling,

at man kan kontrollere situationerne,

hvis man bare ikke giver slip på sig selv.

Man kan blive sin egen gud – den, der har styr på det hele.

Men hvad skal man så med Gud?

 

Bevar for alt i verden kontrollen!

Man må godt være glad, men ikke for glad!

Børnene må godt lege, men ikke for vildt!

For lidt – og for meget – fordærver alt.

Men det kan blive fatalt, når snusfornuften bliver til en livsholdning.

Og det er nok ikke tilfældigt, når middelmådighed tit forbinder sig

med smålighed og sladderagtighed.

 

”Ham Johannes Døberen var nok i virkeligheden

en lidt sindssyg fanatiker,

og Jesus var sikkert lidt små-alkoholiseret.

Frådser og dranker.”

 

I det meget fromme og bibeltro Vestnorge

er afholdsbevægelsen stærk  - og meget moraliserende.

En anekdote fortæller, at en meget ivrig missionsmand,

blev foreholdt, at den hellige skrift jo selv bevidner,  

hvordan Jesus forvandlede vand til vin

og bruger vin som et billede på sit eget blod,

udgydt til syndernes forladelse.

”Vi ved det godt”, svarede missionsmanden,

”men vi kan ikke li’ det!”

 

Som kristen havner man i adskillige dillemaer.

 

Sidder man virkelig bedst mellem to stole?

Nej vel! I hvert fald ikke ret længe!

Den, der elsker, vælger livet og ikke den gyldne middelvej.

Vælger det usikre og ikke det sikre!

For livet er ikke sikkert.

Det er kun dødeligheden – den er 100% sikker.

”Menneskets liv er som græsset,

det blomstrer som markens blomster,

når vinden blæser hen over det,

er det der ikke mere,

dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.  (Sl. 103,15-16)

 

Men fat mod! som en graffiti opfordrede:

”Du har ikke en chance – grib den!”

Man kunne få lyst til at tilføje:

”løb risikoen for at falde i fristelse –

Det kan være den aldrig kommer igen – fristelsen!”

 

Flere steder i sine lignelser bruger Jesus provokerende eksempler;

Skaf dig venner ved hjælp af den usle mammon!

Lær lidt kreativ bogføring i tide!

Eksemplet i dagens tekst er et af de grovere:

I ligner forkælede børn og teenagere!

Hvilken is, vil du ha? Måske hellere en cola? Hvad vil du så ha?

Nu må du bestemme dig? Folk venter!

 

Jesus harcelerer over sin samtid – og dens mennesker –

deres selvoptagede tunghørhed,

repræsenteret ved byerne Betsajda, Korazin og Kapernaum,

nogle af samtiden by-samfund.

”Det skal gå Sodomas land tåleligere  på dommens dag

end dig.”

Sodoma og Gomorra var der da et vist format over.

De gik til grunde i vild tøjlesløshed.

Lod ingen fristelser gå sig forbi – for-åd sig på livet.

Det var slemt!

Men der er åbenbart noget, der er værre – iflg. Jesus:

halvheden, ligegyldigheden, forsigtigheden.

Selvtilstrækkeligheden, som hverken er kold eller varm.

Men ”jeg kender dine gerninger,

du er hverken kold eller varm.

Gid du var enten kold eller varm.

Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold,

vil jeg udspy dig af min mund.” (Åb. 3,15)

 

Det er tilsyneladende bedre at blive skyldig,

end at være ligegyldig.

 

Det er den hårde dom, der lyder gennem alle tider.

Og derfor også over os.

Ikke kun som enkeltindivider,

men også kollektivt, som samfund.

For det er vigtigt at lægge mærke til,

at Jesus  i dag ikke taler individualistisk.

Anklagen gælder hele byer, hele samfundsdannelser.

Det er værd at bide mærke i,

fordi vi er så vante til at tænke kristendom som en privat sag.

Men det er endnu et af middelmådighedens forsøg på at trække brodden ud og mildne radikaliteten.

For hvis det hele er en privat sag mellem Gud og mig

og kun hører hjemme i den grundlovssikrede privat-sfære,

så forstyrres ingen andre af det.

Så behøver andre ikke at tage stilling.

Hvad tror du da på?

Jamen, jeg har min helt egen, private tro!

Så er den dialog ligesom lukket!

Kirke, forstået som fællesskab,

kommer der i hvert fald ikke ud af det.

Og da slet ikke mission.

Det, som vi hører ved hver eneste dåb:

om at gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple…det er så bare en floskel, der hører med i ritualet.

 

Men indeholder irritationen over Betsajda, Korazin og Kapernaum

ikke også, hvad vi i dag ville kalde en samfundskritik?

Et kald til en moderne form for ”indre mission”?

Et medansvar for at den religiøse, kulturelle og historiske analfabetisme ikke skal brede sig.

Og ramme os som en boomerang,

en trussel mod vores identitet.

Når vi møder andre kulturer og religioner,

som er anderledes faste i mælet og troen.

En analfabetisme, som gør os til et alt for let bytte for den middelalderlige, fanatiske udgave af islam,

som vi med rette ta’r afstand fra.

 

Jeg kan ikke undgå at høre det spørgsmål og den anklage.

Et kald til at bryde med ligegyldigheden, forholde sig…

Bekende kulør, tro, religion – eller mangel på samme.

 

Vi kan ikke blive ved med at sidde på caféen på torvet

- eller i kirken -

og nøjes med at høre fløjterne og klagesangene –

som om det ikke kommer os ved,

De har et budskab - hvad vil de os?

Vi kan jo begynde med at høre efter.

Og så kan vi tale med hinanden om, hvad vi hver især hører.

Hvad er det, der er vigtigt, mindre vigtigt og ligegyldigt?

Tænke over, hvad vort hjerte hænger ved – til syvende og sidst.

Hvem eller hvad er min Gud?

Hvad hedder din Gud?

Min hedder Jesus Kristus,

den treenige Gud, hvorfor jeg også kan slutte med et

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden

Som det var i begyndelsen,

således også nu og altid

og i al evighed!

Amen.

Lad os med apostelen ønske hinanden!

Vor Herres Jesu Kristi nåde,

Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab

være med os alle!

Amen.