Er du deltager eller tilskuer?

Jeg har i mange år haft et lidt anstrengt forhold til kirken. Jeg har haft følelsen af at møde en løftet pegefinger, der fik mig til at glide længere og længere ned på kirkebænken, og krybe som en uldbluse, der er blevet vasket på 60 grader. Derfor er det heller ikke et sted, jeg er kommet meget. Men nu har jeg for nyligt været i kirke.

Jeg har været til barnedåb. Min fætters dreng nummer to skulle døbes. Samtidig er min datter begyndt på konfirmationsforberedelse.

”Åhhh sukkede mine unger. Hvor lang tid tager det?” Spurgte de i forhold til barnedåben.

”Det ved jeg ikke”, svarede jeg, hvor efter jeg hørte mig selv sige:

 ”Brug tiden på at kigge rundt i det rum I er i. Lyt og lær, luk øjnene, læs og syng med på samlerne, så godt I kan. Vær tilstede der hvor I er.”

I bund og grund var de ord lige så meget henvendt til mig selv.

Gudstjenesten varede 1,5 time – med dåb, prædiken og altergang. Jeg opdagede, at jeg nød hvert et sekund. Faktisk var jeg lettere blown away af præstens (Ib Lauritsen, Hillerød) prædike, der handlede om at tro. Jeg slugte hver et ord, og han var også god til at servere den og lagde hårdt ud med:

Gider vi det med religion?

Fører det overhovedet til andet en bøvl og ballade?

For ikke at sige vold og terror, som vi efterhånden dagligt bliver vidner til gennem medierne.

Oldtids myter og overtro?

Vi har logiske forklaringer på det meste –

og hvad vi endnu i dag ikke ved, det finder vi ud af i morgen!

 

Er det ikke bare gammeldags og død-kedeligt at gå i kirke?

Enten får man en gardin-prædiken á la Johannes Døberen:

om skyld og skam, bod og anger, sæk og aske.

Eller lidt sentimental poesi om Jesus og kærligheden, der tror alt håber alt og tilgiver alt.

Han fangede mig. Og det fortalte jeg ham efter gudstjenesten. Efterfølgende fik jeg en snak med fætter nr. 2 om Gud. I stedet for hvem er Gud – blev det til hvad er Gud. Vi var helt ude i universet og teorien om, at Gud er energier – og altså ikke en hvidhåret gammel mand, der sidder på en sky og styrer os som en flok anden Pinocchioer.

Ibs prædiken handlede også om at tage stilling og ansvar. Ikke at vi skulle vælge kristendommen og Gud, men at det var vigtigt at tage stilling og at tro. Min søn sagde:

”Jeg tror ikke på Gud, hvor hver gang, jeg beder om noget, så sker det aldrig.”

Jeg svarede, at det Gud ”blot” havde givet os var livet, men at det var vores eget ansvar at føre livet derhen, hvor det giver mening for os at være. Altså at være deltager fremfor tilskuer – og naturligvis i respekt for omverdenen. Og at vi i stedet for at bede om noget fra Gud – måske kan ønske os det, være tålmodige og håbe det bliver opfyldt.

I forhold til min datters konfirmationsforberedelse, så skal hun til gudstjeneste 10 gange – og jeg tager med. Fordi jeg gerne vil lytte mere – lære mere – og bare have lov til at være i et smukt rum og forsvinde fra hverdagens støj og travlhed – og fordi jeg også tror. Og fordi jeg vil gøre mit bedste for at deltage uanset, hvor jeg befinder mig, i stedet for at være tilskuer.

Jeg har fået lov til at lægge Ib´s prædike ud på min hjemmeside. Han understreger dog:

Prædiken er en mundtlig genre, som lever i øjeblikket og en bestemt gudstjenestelig ramme.

Improvisationer, gestik og tonefald kommer ikke med i et læst tale-manuskript.

Det er noget andet at læse en prædiken end at høre den.

 

Og det har han ret i. Jeg har nu både hørt og læst den. Jeg synes stadig den værdig til at blive læst, så nap et lille åndehul og tag dig tid til at læse den. 

http://roe-eriksen.dk/artikler/helt-privat/gider-vi-religion

Ib Lauritsen er sogne- og hospitalspræst ved Præstevang Kirke i Hillerød, Nordsjællands Hospital Hillerød og Psykiatrisk Center Nordsjælland.