DTUs nye legeplads

DTU's nye legeplads. Brahl Fotografi

DTU Campus Service udvider med et råt og fleksibelt kontormiljø, der også skal bruges som et testhus

Tekst: Gitte Roe Eriksen

Foto: Brahl Fotografi

Minecraft. Dette forunderlige og konstant foranderlige computerspil, som vækker begejstring hos hovedsageligt drenge og unge mænd verden over. Her rives der bygninger ned og bygges op igen i timevis med virtuelle klodser, mens spillerne skyper eller facetimer med hinanden. Virkelighedens mini-minecraft ligger i Lyngby, nærmere betegnet hos DTU Campus Service i Kgs. Lyngby. Her har man sløjfet parkeringspladser og et stykke vej for at give plads til en ny bygning blandt de andre. Bygning 409 – DTU CAS. En bygning hvor facade og indre er ligeså kontrastrig som et par sikkerhedssko, der flirter med et par stiletter.

Bygningen er tegnet af Friis & Moltke A/S. Projektets hovedidé arbejder med at skabe en dynamisk bygning i et klar defineret arkitektonisk udtryk, som både står i kontrast til og i samspil med omgivelserne. Her er skabt et hus – et mini-minecraft, hvor man fortsat vil kunne bygge op og rive ned. Huset er nemlig også et testhus – et værksted.

Rubiks terning

Bygningen er udformet som et klart fritlæggende rektangel, hvor klimaskærm og solafskærmning adskilles som enkeltelementer og bidrager til at udtrykke bygningens funktion. Som en Rubiks terning, der kan pusles i forskellige farvekombinationer, minder bygningens facade om denne matematiske terning. Dog ikke i et farverigt miks. Facaden er i højeffektive energi glasfacader. De er både i vandrette og lodrette profiler og i forskellige størrelser krydret med kvadratiske glasprofiler og igen krydret med vinduespartier med aluminiumsprofiler – vinduer der kan åbnes. Derudover har glasprofilerne fået vandrette striber af PictureIt, som printes på ruden på indvendig side – også i forskellige bredder, der gør, at man ikke umiddelbart kan kigge ind i bygningen og se, hvad den rummer. Hele ”terningen” har fået en ramme af aluminium, og man får nærmeste lyst til at ”holde” denne bygning mellem sine hænder og forsøge om glasprofilerne kan pusles i andre mønstre som med Rubiks terning. Bygningen rummer fire indgangspartier – en på hver side, som naturligvis også fungerer som branddøre.

Er det mon færdigt?

Den nye bygning er på 2000 kvm med stueetage, mellemetage og 1. sal. Hvert indgangsparti har et lille vindfang, inden man træder ind i bygningen, hvor man bliver mødt af et kontrastrigt rum, der er alt andet end den mere forfinede facade. Her er råt, og lidt som at træde ind i et værksted. Alle installationer er synlige, så loftet bugner af rør. Gulvet i stueetagen er et industrigulv fra Weber Saint Gobain – et Weber Floor 4610, som er lagt af Lodbyg Entreprise A/S. Det flydende cementbaserede gulv er blevet pumpet ind og afrettet. Der er lagt dilatationsskinner ned, der deler gulvet i mindre flader for at minimere eventuelle revner i en ellers stor flade. Der er brugt ca. 12 ton flydende gulv på ca. 925 kvm. Efterfølgende har Lodbyg Entreprise A/S overfladebehandlet det grå gulv med PU Protect fra Weber Saint Gobain, der beskytter overfladen, så der ikke så let kommer ridser og skrammer.

-          Der har været et ønske om et industrielt look, og her får du samtidig et meget slidstærkt gulv. DTU har bevidst valgt, at gå lidt på kompromis med trinlydskravene i stueetagen i forhold til på 1.sal, fortæller projektleder Brian Mikkelsen fra HHM A/S, der har været totalentreprenør på DTU CAS.

Det meget rå look giver et tankestrejf: Er den her bygning overhovedet færdig?

100 dage uden lofter

Men CAS er som CAS skal være. Det er nærmest som at gå rundt i en lille by inde i ”glasterningen”. Her er mødelokaler, der både har åbent kontorlandskab over sig og det lukkede islæt. Det skal forstås på den måde, at lokalerne er adskilte af en kombination af sænkede gipsvægge og glasvægge og døre – men ingen loft. Man kan rent faktisk kigge hen over mødelokalerne, hvor der hænger store industrilamper ned fra den dobbelthøje stueetages nøgne loft.

Projektleder Michael Cole fra DTU oplyser, at man vil køre en 100 dages test med denne indretning, og så evaluerer på det og tage stilling til, om noget skal laves om.

For netop det at kunne lave om i CAS er med fuldt overlæg. Den nye bygning til DTU Campus Service skal samle de mange forskellige arbejdsfunktioner, der driver, vedligeholder og udvikler DTU’s fysiske faciliteter i hele landet. Samtidig skal bygningen fungere som testhus i 1:1 for løsninger inden for fremtidens kontor- og læringsmiljøer. Og derfor minder bygningen om et værksted med synlige konstruktioner og installationer, således at man for eksempel kan teste indeklima og nye lyskilder, afprøve akustiske rumledere og teste armaturer. Bl.a. er der et par lukkede kontorer på mellemetagen, hvor akustikken mildest talt er rædselsfuld som i mega-rædselsfuld. Og det ville aldrig været gået i en almindelig kontorbygning. Men her giver det god mening, for det giver masser af muligheder for at teste akustiske løsninger. Tosomheden i bygningen har samtidig også givet udfordringer undervejs i projektet.

-          Det er jo et symbol på, at man ønsker at samle DTUS service med et projektkontor, så der opstår en tværfaglig sparring mellem drift og projektside. Og når to gamle kulturer skal samles, så giver det udfordringer, fortæller bygherrerådgiver Henrik Munksgaard fra Munksgaard plus Andersen A/S.

Udfordringerne har netop bestået i sammensmeltningen af åbne kontorlandskaber og huset som værksted, og derfor er der løbende ændret undervejs og forventningsafstemt, fx i forhold til hvem der skulle have cellekontorer, og hvem der skulle side i de åbne kontormiljøer.

-          Men det har også været sjovt, tilføjer Henrik Munksgaard.

Det, at huset har synlige installationer, har rent faktisk ikke gjort det lettere, afslører Henrik Munksgaard.

-          Det stiller krav til, at diverse rør hænger snorlige for, at der ser pænt ud. Var de gemt væk under et nedhængt loft, havde man ikke ofret den helt samme ”pænhed”.

 

Fritstående bokse

Ud over mødelokaler er der også placeret to fritstående bokse i hver sin ende af bygningen i stueetagen. Boksene består af to rum, et teknikrum og et kopi/depotrum. Rummene adskiller sig fra hinanden ved, at der er glasdør, en stribe glasvæg og glastag indtil kopi/depotrummet hvor teknikrummet er helt lukket. Glasdør og væg trækker lys ind i bygningen ude fra. Igen her kan man vælge noget andet undervejs i testhuset, da boksene kan pilles ned, og der vil stadig være et intakt gulv under. For at boksene kan stå frit, er der indeni gipsvæggene bygget stålsøjler, der er sat fast til gulvet. Derudover er sat RHS-rør ind over toppen for at stive af.

Det er Deko Loft + Væg P/S, der har stået for det indvendige tømmerarbejde på nær loftet, der er bølgede, perforerede aluminiumsplader. Det vil sige alle lodrette gipsvægge, døre og glas. Firmaet har leveret og monteret Deko FG vægge, døre, Deko HG Fire, FG Fire, FG Fire aluglasrammedøre, fodlister i aluminium. En af udfordringerne har bl.a. været at ramme en speciel røde farve til glasvægges profiler og toiletdøre – lidt alla DTU-rød, som er brugt i bygningen.

Rødt chok

Centralt i huset er placeret en stor kerne – et knaldrødt ”møbel”, som op gennem etagerne skaber rummeligheder og strukturerer funktionerne. To trapper skaber forbindelse op gennem huset og orienterer sig mod de to udgangssituationer. Ved at opdele bygningen i kvadranter omkring et fælles omdrejningspunkt, har arkitekterne skabt korte interne gangafstande, mulighed for gennemlyste kontorarealer, overblik for alle og en enkel orientering i bygningen.

”Møblet” giver mulighed for en mellemetage, hvor der er kontorer og små platforme. På 1. sal er der også kontorer og mødelokaler. Her er der lagt et gråt linoleum i samme tone som industrigulvet i stueetagen, og her med korkment under, der giver blødere trinlyde i stedet for hårde.

Langs bygningens inder facade har man valgt en halv meter dybe brystninger i limtræ og krydsfiner både oppe og nede. De er lavere end normalt og kan evt. bruges som siddepladser til en pause eller et møde. Træbrystningerne er med til at tilføje bygningen noget varme til de ellers kolde materialer, ligesom det røde ”Møbel” skaber en enorm kontrast. Ved flere områder af facaden er der synlige stabiliserende vindkryds i stål.

På 1. sal har man endvidere indrettet to røde loungeområder. Man træder nærmest et skridt op på et lille podie.

-          Der er hul under podiet for at skabe plads i højden til de kontorlokaler, der ligger lige under på mellemetagen, forklarer Brian Mikkelsen.

I en kælder

I forbindelse med projekteringen har man valgt at udvide kælderarealet. Bygningen er forbundet med eksisterende teknikgange under terræn fra øvrig bygningsmasse på Lyngby Campus, ligesom der under bygningen til brug for den nye bygning er etableret teknikgange under terræn. Udvidelsen betyder, at der nu også er badefaciliteter til de ansatte, samt at elevatoren er ført til kælder.

Man kan nærmest sige, at DTU har fået en ny legeplads. Alt sammen for at kunne sikre en fremtidig, bæredygtig drift af DTU’s faciliteter.